Ved analyse af fibre fra vikingetidens sejl og Egtved pigens tøj, er der fundet fibre der svare til Spælsau.

Historie om Gammel norsk Spælsaus oprindelse er beskrevet i nedstående beskrivelse.

Spælsauen, eller mere korrekt, norsk spælsau kan føres tilbage til 1912. Dette år etablerede den norske stat to avlsstationer på Vestlandet. Baggrunden var, at Norsk spælsau var tæt på at uddø pga. en, gennem 1800-tallet, meget stor import af langhalede racer, især fra England.

Den oprindelige korthalede norske race blev op til 1912 fundet enkelte steder i landet, mest i helt afsondrede dalstrøg, og et enkelt sted syd for Bergen, Austevoll, hvor den korthalede havde gået i umindelige tider, som oftest under navnet villsau. I Setesdalen fandt man nogle enkelte små flokke af ”tamsau”.

Disse to varianter blev samlet på de to avlsstationer, og efter 10–20 år, begyndte man at sælge avlsdyr fra stationerne, og efterhånden spredte norsk spælsau sig i det meste af Norge. Meget hurtigt (1918) blev der importeret to færøske væddere, samt tre islandske, primært for at få en lidt større spælsau.

Omkring 1980 skete der 2 importer til Danmark af spælsau, dels fra Vestlandet (Vikeså) og dels fra en del gårde i Telemark (Furesdalen) 10 år tidligere havde der igen været en import fra Island til Norge. Flokken fra Vikeså havde ikke islandsk blod fra denne import. Derimod havde nogle af gårdene i Furesdalen deltaget i de såkaldte ”vædderringe” hvor der var iskandske væddere. Hvor stor indflydelse islandsk blod har haft i Danmark er vanskeligt at bedømme. Dyrene fra Fyresdalen var generelt lidt større end fra Vikeså på Vestlandet. Samlet set har indflydelsen fra Island været meget lille i Danmark og uden tvivl mindre end i Norge.

I år 2000 skete der en deling, idet det norske genressourseutvalg gik ind og gav midler til redningen af det som var tilbage af den oprindelige norske spælsau. Denne type kaldes i dag for ”Gammalnorsk Spælsau”, (den type vi har) og udgør under 1% af det samlede antal får i Norge, som er ca. 750.000. Den anden del kaldes ”moderne spælsau”. Den er væsentlig større, mere kødfuld, ofte hvid, og med betydeligt indslag af islandsk får.

Den norske spælsaus adelsmærke har været dens nøjsomhed, men desværre har kravene til produktion, og specielt dyrskuer været ødelæggende, måske særlig det sidste. Ved dyrskuer vurderes de basale egenskaber meget lavt, medens eksteriør vurderes højt.

Dagens villsau er en helt anden historie. Her har driftsformen været helt anderledes, og bevirket, at de basale egenskaber som moderinstinkt, flokinstinkt, nøjsomhed med foder, uld m. m. har overlevet 100 år. Villsauen er i dag en solskinshistorie. Der findes ca. 15-20.000 villsauer, og økonomien er særdeles god.

Gammalnorsk spælsau bærer ”teoretisk” 50% af de oprindelige basale gener fra villsau og 50% af den norsk spælsau, og det er blot at håbe, at udviklingen vender, således at de ikke helt går tabt.

ellers henvises til http://www.spaelsau-foreningen.dk/racen.html